Immunforsvarets celler og signalstoffer ved inflammation

En inflammation er et samspil mellem celler i vævet, hvide blodlegemer fra blodbanen og kemiske signalstoffer, der får cellerne til at finde hinanden og arbejde sammen. Siden gennemgår de vigtigste aktører og deres rolle i reaktionen. Forløbet i tid er beskrevet under akut inflammation, og de synlige følger under kardinaltegnene. Forsiden giver et overblik over hele emnet.

Overblik over aktørerne

Vævets vagtposter: mastceller og makrofager

Mastceller sidder i bindevævet og er især talrige, hvor kroppen møder omverdenen, fx i hud, luftveje og tarm. De rummer granula med histamin, heparin og enzymer som tryptase. Ved skade eller når et allergen binder sig til antistoffer på cellens overflade, tømmes granula ud i vævet. Det kaldes degranulering, og det gør mastcellerne til nogle af de første, der sætter en akut inflammation i gang.

Makrofager er store hvide blodlegemer, hvis navn på græsk betyder omtrent „store spisere“. De opsluger beskadigede celler, celleaffald og mikrober, og de findes i næsten alle væv. I vævet udvikles de bl.a. ud fra monocytter. Makrofager blev første gang beskrevet i 1884 af zoologen Élie Metchnikoff. De findes i flere funktionelle varianter. Den såkaldte M1-type kan fremkalde inflammation, mens M2-typen modvirker den og deltager i opbygningen af væv. Begge afgiver signalstoffer.

Neutrofile granulocytter

Neutrofile granulocytter er de hyppigste hvide blodlegemer i blodet. De følger en koncentrationsgradient af signalstoffer fra karret ud til det skadede sted, hvor de opsluger bakterier og affald og frigiver indholdet af deres granula. Døde neutrofile udgør hovedparten af pus. Den form for inflammation er beskrevet under former for inflammation.

Lymfocytter og andre hvide blodlegemer

Lymfocytterne omfatter tre typer. B-celler danner antistoffer og kan fungere som hukommelsesceller. T-celler genkender celler, der er inficeret af virus eller bakterier. NK-celler dræber kroppens egne inficerede celler. Eosinofile granulocytter ses især ved allergiske reaktioner og visse parasitinfektioner, og basofile granulocytter frigiver stoffer, der indgår i allergiske reaktioner.

Lymfocytter er mere fremtrædende i den vedvarende inflammation, hvor makrofager, lymfocytter og plasmaceller dominerer. Den form er beskrevet under kronisk inflammation.

Histamin

Histamin er et amin, som kroppen selv danner ud fra aminosyren histidin. Det meste histamin i vævet er oplagret i mastceller. Når cellerne aktiveres, frigives det til omgivelserne og virker via receptorer på nærliggende celler. Ved den type receptor, der kaldes H1, udvider blodkarrene sig, og karvæggene bliver mere gennemtrængelige. Det giver mere blod og væske i vævet og er en del af forklaringen på rødme og hævelse. Histamin er også signalstof i hjernen, og H2-receptorer i mavesækken indgår i reguleringen af mavesyre.

Histamin er altså ikke kun et allergistof, men en almindelig del af inflammationens første fase. I kroppen nedbrydes det bl.a. af enzymet diaminoxidase.

Cytokiner og andre signalstoffer

Cytokiner er små signalproteiner, der virker som lokale regulatorer, især på nabocellerne. Mange celletyper danner dem. Nogle eksempler fra inflammation:

• IL-1 og TNF-alfa kommer især fra makrofager. De bidrager til feber, til at hvide blodlegemer sætter sig fast i karvæggen og til almene virkninger som nedsat appetit og hurtigere puls.
• IL-6 kommer bl.a. fra makrofager og fedtceller.
• IL-8 er et kemokin, der tiltrækker og aktiverer neutrofile granulocytter.
• Interferon-gamma kommer fra T-celler og NK-celler og er især vigtig i vedvarende inflammation.

Dertil kommer prostaglandiner, fedtstoffer som kan give karudvidelse, feber og smerte, samt bradykinin, der øger karvæggens gennemtrængelighed og bidrager til smerte. Komplementsystemet er en kaskade af proteiner i blodet, hvor nogle delprodukter frigiver histamin fra mastceller, og andre markerer mikrober, så de lettere kan opsluges. Hvordan signalstofferne kan afspejle sig i blodprøver, er forklaret under inflammationstal.

Fra signal til reaktion

1. Celler i vævet registrerer skade eller mikrober.
2. Mastceller og makrofager frigiver histamin og cytokiner.
3. Karrene udvider sig og bliver mere gennemtrængelige.
4. Kemokiner danner en gradient, og neutrofile granulocytter vandrer til stedet.
5. Monocytter og makrofager følger efter, og lymfocytter kommer til i takt med, at reaktionen varer ved.
6. Signalstofferne er kortlivede og nedbrydes hurtigt. Reaktionen klinger af, når udløseren er fjernet.

Når immunforsvaret rammer kroppens eget væv

Ved autoimmune sygdomme retter immunsystemet sig mod kroppens eget væv, så inflammationen ikke har en infektion som udløser. Årsagerne er i mange tilfælde ikke fuldt kendt. På dette site er fx colitis ulcerosa og Crohns sygdom samt leddegigt og andre led- og senelidelser omtalt. Forskellen på inflammation og infektion er beskrevet under inflammation, betændelse og infektion.

Stress og inflammation

Wikipedia nævner stress sammen med fx rygning og fedme blandt de forhold, der forbindes med vedvarende inflammation. Det er en generel sammenhæng og kan ikke bruges til at vurdere, hvad der foregår i en bestemt person.

Har du spørgsmål om symptomer eller målinger, så tal med din læge. Patientinformation findes på sundhed.dk.