Inflammationens historie – fra Celsus til moderne immunologi

Beskrivelser af betændelse er mere end to tusind år gamle. De fire klassiske tegn – rødme, hævelse, varme og smerte – tilskrives den romerske forfatter Celsus. I 1800-tallet flyttede opmærksomheden sig mod celler og væv, og i 1900-tallet blev de signalstoffer kortlagt, som styrer forløbet. Siden følger udviklingen i tidsrækkefølge. Hvad inflammation er, forklares på forsiden og under akut inflammation.

Celsus og de fire tegn

Den romerske forfatter Aulus Cornelius Celsus levede omkring begyndelsen af vor tidsregning. Hans værk De medicina har otte bøger og er det eneste bevarede stykke af en større encyklopædi. Celsus krediteres for at have nedskrevet de fire tegn på inflammation, som på latin hedder:

• rubor: rødme
• tumor: hævelse
• calor: varme
• dolor: smerte

I fagsproget kaldes de samlet for Celsus’ tetrade. Selve ordet inflammation kommer af latin inflammatio. Tegnene beskrives i dag på siden om de fem kardinaltegn.

Det femte tegn: nedsat funktion

Det femte tegn er functio laesa, nedsat funktion i det berørte væv. Hvem der tilføjede det, er uklart. I litteraturen nævnes den græsk-romerske læge Galen, den engelske læge Thomas Sydenham og Rudolf Virchow, og en fagartikel fra 1971 kalder det »det legendariske femte kardinaltegn«. Nogle fremstillinger betragter det i dag som en forældet forestilling, fordi nedsat funktion ikke kun ses ved inflammation.

Virchow og cellepatologien

Den tyske læge og patolog Rudolf Virchow (1821–1902) er kendt for værket Die Cellularpathologie, som udkom i slutningen af 1850’erne og regnes for grundlaget for moderne patologi. Om inflammation analyserede han de fire klassiske tegn og argumenterede for, at inflammation består af flere forskellige processer. I flere fremstillinger er det ham, der føjer nedsat funktion til som femte tegn.

I 1863 fremsatte Virchow desuden den hypotese, at kræft kan opstå på steder med kronisk inflammation. Hvordan kronisk inflammation adskiller sig fra den akutte, beskrives under kronisk inflammation.

Cohnheim og de udvandrende blodlegemer

Julius Cohnheim (1839–1884) udgav i 1867 essayet Ueber Entzündung und Eiterung (»Om betændelse og pusdannelse«). Heri argumenterede han for, at pus stammer fra hvide blodlegemer, der vandrer ud af blodbanen. Det regnes for et skift i patologien og gør ham til en af pionererne bag teorien om inflammation. De hvide blodlegemers rolle i forløbet beskrives under akut inflammation.

Metjnikov og fagocytosen

Allerede i 1862 tilskrives Ernst Haeckel forestillingen om fagocytose, altså at celler kan optage partikler. Det var dog zoologen Ilja Metjnikov (Élie Metchnikoff, 1845–1916), der gjorde begrebet til en teori om immunitet. I 1882 stak han i Messina torne fra en citrusplante ind i larver fra søstjerner og så, at celler samlede sig om dem. Han fremlagde sine iagttagelser i Odessa i 1883, og betegnelsen fagocyt blev foreslået af zoologen Carl Claus.

Metjnikovs teori om cellernes rolle, den cellulære immunitet, stod over for en anden forklaring, den humorale immunitet. I 1890 viste Emil von Behring og Kitasato Shibasaburō antistofaktivitet mod difteri- og tetanustoksiner, og i 1900 fremsatte Paul Ehrlich sin teori om, hvordan antistoffer dannes. Rudolf Virchow var blandt dem, der støttede Metjnikov. Efter 1903 blev de to opfattelser i stigende grad forenet, og Almroth Wright var med til at udbrede forsoningen. I 1908 delte Metjnikov og Ehrlich Nobelprisen i fysiologi eller medicin for arbejde med immunitet.

Fagocytose og de celler, der udfører den, beskrives under celler og signalstoffer.

Signalstofferne kommer til

I 1900-tallet flyttede interessen sig fra de synlige tegn og fra cellerne til de kemiske signaler, som cellerne bruger over for hinanden.

Prostaglandiner

De første systematiske undersøgelser begyndte i 1930. I 1935 isolerede Ulf von Euler stoffet fra sæd, og Maurice Goldblatt gjorde det samme uafhængigt af ham samme år. Navnet kommer af prostata, fordi man troede, at stofferne blev dannet dér. Senere viste det sig, at mange andre væv også danner dem. Prostaglandiner indgår i inflammation, smertefølsomhed og feber, og i 1982 delte Sune Bergström, Bengt Samuelsson og John Vane Nobelprisen i fysiologi eller medicin for deres arbejde med dem.

Cytokiner

I 1957 blev interferon-alfa identificeret som et protein, der forstyrrer virus’ formering. I 1969 blev betegnelsen lymfokin foreslået for proteiner, som lymfocytter udskiller, og senere kaldtes tilsvarende stoffer fra makrofager og monocytter for monokiner. Da det viste sig, at stofferne også dannes af andre celler end immunceller, foreslog patologen Stanley Cohen i 1974 samlebetegnelsen cytokin. Interleukin-1 og TNF regnes i dag for inflammationsfremmende cytokiner.

Receptorer

I årene 1996–1998 blev Toll-lignende receptorer identificeret som molekyler, der regulerer immunreaktioner. De hører til immunsystemets medfødte del.

Tidslinje i overblik

Tidspunkt	Begivenhed
Omkring begyndelsen af vor tidsregning	Celsus nedskriver de fire tegn: rødme, hævelse, varme og smerte
Slutningen af 1850’erne	Virchow udgiver Die Cellularpathologie
1862	Ernst Haeckel tilskrives forestillingen om fagocytose
1863	Virchow fremsætter hypotesen om kræft og kronisk inflammation
1867	Cohnheim: pus stammer fra hvide blodlegemer, der vandrer ud
1882	Metjnikov iagttager fagocytose i søstjernelarver
1890	Behring og Kitasato: antistofaktivitet mod difteri- og tetanustoksiner
1908	Nobelprisen i fysiologi eller medicin til Metjnikov og Ehrlich
1935	Prostaglandin isoleres af von Euler og, uafhængigt, af Goldblatt
1957	Interferon-alfa identificeres
1974	Betegnelsen cytokin foreslås
1982	Nobelprisen i fysiologi eller medicin for arbejdet med prostaglandiner
1996–1998	Toll-lignende receptorer identificeres

Fra tegn til mekanisme

Rækkefølgen i historien svarer til opbygningen her på sitet: først tegnene, så cellerne, så signalstofferne. Fagordene fra de forskellige perioder er samlet i ordbogen, og forskellen på betændelse og infektion forklares under betændelse og infektion.

Siden beskriver historien og er ikke en vejledning. Spørgsmål om symptomer hører hjemme hos en læge.